Hjemme i Tyskland spiste vi aldrig tærte, eller i hvert fald kun til dessert. Danmark er et rigtigt madtærteland, så for integrationens skyld kastede jeg mig ud i madtærtemadlavningen igår aftes.
De fleste tænker nok på tærtedej med (masser af) smør, når de hører tærte. Men til jer der gerne vil holde den slanke linje, vil jeg lige sige: der er håb! I min opskrift brugte jeg nemlig den meget fedtfattige filodej.
Jeg kom porre i min tærte, men alle slags grøntsager er gode i tærter: broccoli, peberfrugter, rodfrugter. Bare brug det, du har i køleskabet. Sørg for at du svitser grøntsagerne kort på panden, så de er møre i den færdige tærte. Men de må stadig gerne have lidt bid i!
I de klassiske tærter bruger man tit æg og måske en smule creme fraiche og måske lidt revet ost. I min tærte har jeg blandet æg med hytteost. Da den var bagt, så var tærten dejlig gylden og fyldet havde den perfekte konsistens. En rigtig hyggeret og en super start på den her kolde uge.